Gepard

Verdens hurtigste sprinter

Hvad vejer den?
35 til 70 kilo.

Hvor lever den?
Afrikas savanner og halvørkener samt i et enkelt lille område i Iran.

Hvor længe er hunnen drægtig (gravid)?
Tre måneder.

Spænder ben for sit byttedyr

Geparden på Afrikas savanne løber hurtigere end noget andet dyr i verden. Tophastigheden for en gepard er 110 kilometer i timen. Det er lige så hurtigt, som bilerne på motorvejen. Geparden har meget lange ben, så den kan tage ekstra lange skridt, når den sprinter. I modsætning til andre katte, trækker den ikke kløerne ind, når den løber. Kløerne fungerer som pigge og giver et godt vejgreb, når geparden skal ændre retning.

Geparden jager især gazeller og antiloper. Når løver og de fleste andre katte jager, nedlægger de typisk byttedyret ved at springe op på ryggen og bide sig fast. Geparden har dog sin helt egen måde at jage på. Den spænder ben for byttedyret! På grund af den høje hastighed svarer byttedyrets fald til at styrte på cykel, når man kører for fuld fart ned ad en bakke. Faldet er tit nok til at lamme byttet, så geparden kan få fat i struben af dyret.

Ungerne fjoller rundt

Gepardhanner lever i mindre grupper på to til fem, mens hunnerne lever alene med deres unger. Hunnen får normalt tre til fem killinger. Allerede når killingerne er nogle måneder gamle, går de med moren på jagt. Men tit ødelægger de jagten for hende, fordi de klovner rundt og er dårlige til at snige sig omkring. Ungerne bliver hos moren, til de er omkring halvandet år gamle.

Trusler

Geparden er sårbar, og mange steder er den helt udryddet. Den bliver ofte skudt eller forgiftet, fordi den kan finde på at tage husdyr.